Haves: Bowlingbaner – Søges: Billige boliger

58 boliger, primært som treværelseslejligheder på omkring 80 kvm, kan være på vej i Nykøbing Falster, hvor der i dag ligger et nedlagt bowlingcenter.
Her vil Boligselskabet Vendersbo, der administreres af Domea.dk, bygge attraktive lejelejligheder, skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Planen, som den lokale idémand Ole Eriksen står bag, går ud på at nedrive en gammel bowlinghal og et tidligere autoværksted for at gøre plads til byggeriet af Slotsparken, som byggeriet skal hedde, fremgår det.
Boligselskabet Vendersbo er nu gået ind i projektet og har indgået betingede købsaftaler med ejerne af ejendommene om at kunne opføre de 58 boliger.
"Vi har valgt, at det skal være et alment boligbyggeri, da der er en masse private lejligheder til salg i og omkring området til meget høje priser. Vi ved, at der er store ventelister på boliger i Guldborgsund Kommune," siger Kurt Jørgensen, kundechef i Domea.dk., til avisen.
Projektet afventer endnu kommunens endelige godkendelse samt, at ny lokalplan bliver vedtaget, fremgår det.
25 luksuslejligheder i Maribo skal få fat i nyt køberpublikum på Lolland