Efter skrinlagte planer: Boligforening vil opføre 50 boliger

Boligforeningen Søbo vil opføre 50 boliger bestående af 12 rækkehuse og 38 lejligheder på Bülowsvej i Sønderborg. Det samlede areal bliver mellem ca. 4600 og 5750 kvm og byggesummen på 105 mio. kr.
Oprindelig ville boligorganisationen have bygget fem punkthuse i fem-seks etager til 140 mio. kr. i kvarteret omkring Bülowsvej, men efter massiv modstand fra borgere mod bygninger af den højde, blev projektet skrinlagt, skriver Jydskevestkysten.
"Vi har købt den gamle forniklinggrund og renset den for over to millioner kroner. Vi var skuffede over ikke at få lov at bygge punkthusene. Nu er det et mere firkantet byggeri bredt ud over et større areal," siger Hans Peter Hollænder, som er forretningsfører i Boligforeningen Søbo, til Jydskevestkysten.
Efter planen skal de nye boliger placeres i fire etagers blokke, og rækkehusene får et gårdrum og carport. Søbo har fremsendt det nye projektforslag til godkendelse i økonomiudvalget i Sønderborg Kommune. Borgmesteren i kommunen, Erik Lauritzen (S), er særdeles positivt stemt over for det: "Jeg håber, Søbo kommer i gang med projektet," udtaler han. Et andet positivt element er, at den rentefri kommunale låneandel stiger til 12 pct. i det nye år. Det giver mulighed for spare penge på byggeriet.