Boligselskabet FSB vil samle udbud for op til 3 mia. kr. under én hat

FSB vil samle udbud af renoverings- og byggeopgaver i én pulje, som et fast team af både ingeniører, arkitekter og entreprenører kan byde ind på.
FSB's adm. direktør, Bjarne Larsson.
FSB's adm. direktør, Bjarne Larsson.

Ved at samle et fast team bestående af både ingeniør, arkitekt og entreprenør vil det københavnske boligselskab FSB mindske antallet af misforståelser og få en bedre proces, når organisationen renoverer og bygger.

"Normalt er det sådan, at entreprenøren først kommer på banen, når de rådgivende ingeniører og arkitekter er færdige med forarbejdet. Nu skal entreprenøren være inde over fra starten og kan endda bidrage med faglig viden for eksempel om tekniske løsninger eller særlige materialer allerede her. Entreprenøren kender derfor grundlaget for opgaven. Når forventningerne afstemmes fra begyndelsen, er det svært at blive uenige om budgetter, tidsplaner og kvalitet," udtaler FSB's adm. direktør, Bjarne Larsson, i en pressemeddelelse.

Satsningen sker i forbindelse med, at FSB i midten af august skal i gang med renoveringer og byggeri, opgaver som skal sendes i ubud. Boligorganisationerne under FSB vil kunne bruge holdet til at løse opgaverne i udbuddet, der får en samlet værdi på op til tre mia. kr. og vil gælde i fire år med mulighed for en forlængelse på to yderligere år, skriver FSB.

Det faste team vil få base hos FSB på Rådhuspladsen i København og skal sikre en højere kvalitet i opgaveløsningen, en mere effektiv proces, optimale budgetter og holdbare tidsplaner. Netop de elementer kan ofte blive udfordret af skiftende samarbejdspartnere, men det håber man altså med et fast team at kunne ændre, lyder det:

"Når man samler et team, der skal arbejde tæt sammen fra start til slut, kan man bedre undgå de misforståelser, der kan opstå, når man går fra den ene fase til den anden for eksempel i en større renoveringssag."

Det almene boligselskab understreger, at det vil være en fordel, hvis virksomheden allerede har kendskab til FSB.

KAB's fodspor

I juni meddelte den almene boligorganisation KAB, at man som den første ville samle flere byggeopgaver i en rammekontrakt på mellem tre og ni mia. kr., og at man i den forbindelse ville lave et fast team, bestående af ingeniør, arkitekt og entreprenør, som får muligheden for at få opgaverne.

"Tanken er at skabe en ny måde at organisere byggeprojekter på, der skal være med til at sikre bedre resultater og dermed højere kundetilfredshed. Med en rammekontrakt har hele teamet en motivation for at gøre det godt, for så ved de, at de får den næste sag. De skal ikke bruge mange kræfter på konkurrencer om sager, de ikke får, men kan i stedet bruge kræfterne på at gøre arbejdet ordentligt," udtalte Rolf Andersson, byggedirektør i KAB, i en pressemeddelelse.

Boligorganisationerne under KAB kan frit vælge, om de ønsker at deltage i byggepartnerskabet, eller om de vil fortsætte som hidtil med at udbyde byggeopgaverne separat.

Modellen er inspireret af Københavns Kommune, som i 2016 indgik et lignende partnerskab om bl.a. skolebyggerier med et entreprenør-, arkitekt- og ingeniørteam, der kalder sig Trust.

FSB har fundet entreprenør til nybyggeri af 131 almene boliger

KAB vil samle udbud af byggeopgaver for op til 9 mia. kr.

Almene boligselskaber runder milliarden i effektiviseringer i år

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også