Medie: Regeringen overdriver regning fra udsatte boligområder

Nye tal viser, at regeringen vil bruge flere milliarder kroner på at renovere ghetto-områder, end der er behov for. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kritiserer regeringen.
Billede fra 2014 af Gellerupparken i Aarhus, som er på regeringingens ghettoliste. | Foto: Ritzau Scanpix/Axel Schütt
Billede fra 2014 af Gellerupparken i Aarhus, som er på regeringingens ghettoliste. | Foto: Ritzau Scanpix/Axel Schütt
AF KRISTELIGT DAGBLAD

Helt nye tal får Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at lange ud efter regeringen og den foreslåede finansiering af det mest centrale og mest omkostningstunge projekt i ghettoplanen.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge ghetto-udspillet, som der nu forhandles om på Christiansborg, skal der bruges 12 milliarder kroner på at renovere de udsatte boligområder, men udregninger fra Landsbyggefonden viser, at der kun står boligprojekter på ventelisten til en værdi af syv milliarder kroner.
Samtidig viser et svar fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til Folketinget, at behovet står til at være 3,8 milliarder kroner mindre end de beregnede 12 milliarder for en række boligområder. Ifølge samme svar er der fra 2011 til udgangen af 2017 nemlig kun brugt 8,2 milliarder kroner til de mest tunge og største udsatte områder. Det er beboerne i den almene sektor, som via huslejeindbetalinger til Landsbyggefonden skal betale for renoveringen af de udsatte boligområder. Derfor kritiserer Socialdemokratiets boligordfører, Kaare Dybvad, regeringen for at sætte flere midler af til området, end der ser ud til at være behov for.

"Man skal være feinschmecker for at kunne finde så store renoveringsbehov. Nu er der lige brugt 680 millioner kroner i Korskærparken i Fredericia, og så er det svært at forklare, at vi nu skal bruge flere millioner på at rive boligområdet ned. Jeg synes, at det virker, som om der er brug for at kigge de tal igennem, før man kigger på fordelingen mellem den almene sektor og de udsatte boligområder," siger Kaare Dybvad.

Det overrasker ikke forsker Gunvor Christensen, der forsker i udsatte boligområder ved Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at der er et misforhold mellem regeringens udspil og behovet i bolig-områderne.

"Udspillet bærer præg af, at man ikke har talt med de almene boligorganisationer og kommunerne, som er de helt centrale aktører, hvis man skal have løst problemet. Det er lige efter bogen, at der er uregelmæssigheder, fordi evidensen bag ghetto-udspillet ikke er særlig høj. Det virker, som om udspillet snarere skal vise handlekraft og være et indspark i et kommende folketingsvalg," siger Gunvor Christensen.
Erhvervspolitisk ordfører Hans Kristian Skibby (DF) stiller sig også uforstående over for den foreslåede milliardrenovering af de udsatte boligområder.

"Den nye opgørelse er en indikation på, at regeringen tegner et forkert billede af, hvad der skal bruges af penge i ghetto-områderne. Ud fra de nye tal kan man nemt konstatere, at der ikke er behov for at bruge de penge. Der er ingen grund til, at den almene boligejer i et sådant omfang skal betale for udgifter for én særlig befolkningsgruppe," siger Hans Kristian Skibby med henvisning til de ikke-vestlige indvandrere fra de udsatte boligområder.

KAB: Ghettoplan kan ramme boligrenoveringer til 3,5 milliarder

Minister: Fair at ghettoer får penge fra lejeres pengekasse

Dansk Byggeri: Milliarder til ghettoer skal ikke komme fra Landsbyggefonden

Borgmestre: Ghetto-udspil skal mere end rive bygninger ned

KAB-direktør langer ud mod ghettoliste

(Denne artikel er distribueret af Ritzaus Bureau på vegne af Kristeligt Dagblad.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også