EjendomsWatch

På tide at skrotte forskelsbehandling ved generationsskifte

KLUMME: Den nye regering vil modernisere reglerne for generationsskifte af virksomheder. Forhåbentlig vil regeringen samtidig gøre op med den urimelige forskelsbehandling af ejendomsvirksomheder.

Danmark har fået en ny regering og dermed også et nyt regeringsgrundlag, der heldigvis indeholder mange spændende og positive tiltag.

Et af de særligt interessante punkter i det nye regeringsgrundlag er en sænkelse af skatten ved generationsskifte af virksomheder. I regeringsgrundlaget står således blandt andet, at ”Danmark har gavn af vores familieejede virksomheder. De bidrager til vækst og skaber kontinuitet i en foranderlig verden. Regeringen vil derfor lette skatten, når virksomheder skal igennem et generationsskifte.”

Helt konkret erklærer regeringen sig klar til gradvist at sænke afgiften ved et generationsskifte fra 15 til 5 procent i 2020. Derudover er det regeringens ambition, at afgiften i 2025 skal være fjernet helt.

Håber på opgør med forskelsbehandling

Vi er i Ejendomsforeningen Danmark meget enige i, at familieejede virksomheder bidrager til samfundet med både vækst, kontinuitet og ikke mindst arbejdspladser. Det gælder naturligvis også ejendomsvirksomheder, og derfor har vi også en forhåbning om, at en revision af reglerne for generationsskifte samtidig vil betyde et længe ventet opgør med den urimelige forskelsbehandling af ejendomsvirksomheder, der praktiseres i dag.

Vi savner stadig, at man fra politisk side anerkender ejendomsvirksomheder som aktive erhvervsvirksomheder

Det er naturligvis glædeligt, at regeringen erklærer et ønske om at modernisere reglerne om generationsskifte. Men vi savner stadig, at man fra politisk side anerkender ejendomsvirksomheder som aktive erhvervsvirksomheder. Som skattelovgivningen er skruet sammen i dag, bliver ejendomsvirksomheder automatisk puttet i samme kasse som aktier, obligationer, guld og kontanter, når virksomheden skal overgå fra én generation til den næste. Det skyldes den såkaldte pengetanksregel, der sidestiller ejendomsvirksomhed med passiv pengeanbringelse.

Dette betyder, at små og mellemstore familieejede ejendomsvirksomheder rammes ekstra hårdt, og deres muligheder for at foretage et generationsskifte bliver stærkt begrænsede. Simpelthen fordi skattesmækket bliver så stort, at det fjerner det økonomiske grundlag for at føre virksomheden videre.

Ønsker ingen særbehandling

Skulle man finde på rent faktisk at besøge en ejendomsvirksomhed, vil det urimelige ved denne rubricering være åbenlys. For ejendomsvirksomheder er virksomheder med kunder, leverandører og medarbejdere nøjagtig ligesom andre virksomheder, og derfor bør de selvfølgelig også behandles på samme måde. Aktier, obligationer og guld passer i princippet sig selv. Det gør ejendomme ikke.

Aktier, obligationer og guld passer i princippet sig selv. Det gør ejendomme ikke.

At drive en ejendomsvirksomhed kræver daglig kontakt med medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere som f.eks. leverandører og håndværkere. Der skal laves regnskaber, selvangivelser, lejekontrakter, vedligeholdelsesplaner og meget andet. Opgaver som til forveksling ligner dem, som andre aktive erhvervsvirksomheder udfører.

Og det er netop sagens kerne. For der er jo ikke tale om, at ejendomsbranchen ønsker særlige fordele i forhold til andre erhvervsvirksomheder. Vi ønsker blot at blive behandlet på samme måde som andre virksomheder, når det kommer til beskatning ved generationsskifte.

Risikerer at måtte dreje nøglen om

Denne forskelsbehandling rammer mange ejendomsvirksomheder, store som små. Dette må alle da kunne se er helt urimeligt. De mennesker, der arbejder i ejendomsvirksomhederne, leverer hver dag et kæmpe arbejde. De udlejer, vedligeholder og udvikler ejendomme og lejemål, og ikke mindst sørger de for en effektiv og forsvarlig administration. De leverer gode sunde boliger og erhvervslokaler til den danske befolkning og virksomheder.

Bliver reglerne ikke ændret, risikerer mange af disse sunde og veldrevne ejendomsvirksomheder at måtte dreje nøglen om, når ejerne af de pågældende virksomheder ønsker at gå på pension eller afgår ved døden.

Hvis man fra regeringens side vælger at stoppe denne grundløse forskelsbehandling, når man alligevel skal revidere reglerne for generationsskifte, vil det derfor ikke blot være den mest rimelige løsning. Det vil også være helt almindelig sund fornuft.

Forsiden lige nu

TK-formand bebuder salg af tabsgivende butikscenter hurtigst muligt

Med en beslutning om at nedskrive værdier for i alt 405 mio. kr. baner TK Development vej for, at det tabsgivende butikscenter Sillebroen i Frederikssund kan få ny ejer. Den hidtidige værdi har langt fra stået mål med omsætningen. Over for EjendomsWatch uddyber TK's bestyrelsesformand nedskrivningen og beskriver en ny direktørs opgave.

Stort fynsk advokatfirma sprængt

Advokaterne i Fyns næststørste advokatfirma er blevet alvorligt uenige med hinanden. Derfor har en tredjedel af medarbejderne forladt firmaet og er gået over til konkurrent. Firmaet beholder fast ejendom som kerneforretning, siger bestyrelsesformand.

Seneste Klummer

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier