En del af
ANNONCE

Danicas projekt på Papirøen bliver uden kunstcenter

Planen for et kunstcenter i forbindelse med Danica Pensions projekt ved Københavns Havn går i vasken. Der er ikke tid til at finde pengene, inden fristen udløber, erkender kulturordfører.

EJW Papirøen.jpg
Foto: PR-illustration

Ideen var, at et internationalt kunstcenter samt bibliotek på Papirøen skulle skabe rammerne for den kunst og kultur, der har blomstret vildt langs kajkanten på øen i Københavns Havn. Men det bliver ikke til noget, erkender nu Simon Strange, kulturordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus. Det skriver Politiken.

Der har ikke været tid til at skaffe de nødvendige fondsmidler, inden kommunens option på byggegrunden udløber med årets udgang, vurderer kulturordføreren.

"Kunstcentret på Papirøen bliver ikke til noget, medmindre nogen pludselig kommer med et mindre trecifret millionbeløb inden vores møde i december," siger Simon Strange til Politiken.

I stedet vil kulturudvalget forsøge at rejse de nødvendige midler til en langt mere beskeden plan om at flytte Christianshavns Bibliotek til Papirøen. Det vil ifølge Simon Strange betyde, at 1000 kvm af de 3000 kvm, kunstcentret skulle have brugt, stadig kan ende som kultur til københavnerne.

Dertil kommer den svømmehal med havnebad og foreningslokaler, som blev vedtaget med budgetaftalen for 2018.
Kultur- og fritidsforvaltningen indgik først i februar i år officielt et samarbejde med galleristen Nicolai Wallner og forfatteren Kristoffer Weiss, der i 10 år har arbejdet for et nyt kunstcenter i hovedstaden.

Vil flytte projektet til Nordhavn eller Refshaleøen

Samarbejdet med de to fortsætter dog, understreger Simon Strange:

"Ideen er ikke opgivet. Papirøen var en rigtig god lokalitet, så på den måde er det sindssygt ærgerligt. Men nu arbejder vi videre og kigger på nogle muligheder, jeg ikke kan sige noget om endnu," siger Simon Strange til Politiken.

Hos initiativtagerne er Kristoffer Weiss – desværre, siger han – ikke voldsomt overrasket over, at Papirøen ikke bliver stedet, hvor kunstcentret vil opstå.

"Dette projekt vil også kunne bidrage med sindssygt meget i Nordhavn eller på Refshaleøen, så på den måde er Papirøen ikke alt eller intet. Men det er et symptom på en udvikling, hvor kunst og kultur presses ud af byen, fordi kvadratmeterne er blevet hammerdyre. Og dette må jo siges at være et ret stort nederlag for forsøget på at trække aktiviteter ned til vandet i Københavns Havn med noget hverdagsliv og ikke blot dyre boliger og kontorer," siger Kristoffer Weiss til Politiken.

Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken.

Plan klar til at omdanne Papirøen i København til 45.000 kvm bebyggelse

Danica bygger nyt for 10 mia. kr.

Ny ejendomsdirektør i Danica er optaget af bæredygtighed