En del af
ANNONCE

Finansiel vagthund melder om et mere risikabelt finansielt system

Opbygning af risici i det finansielle system er i gang, og et krav om en større økonomisk polstring hos långiverne kan være undervejs, lyder det fra Det Systemiske Risikoråd.

Lars_Rohde_066.jpg
Foto: Danmarks Nationalbank

Vedvarende prisstigninger på ejendomsmarkedet får nu endnu engang vagthunden over den finansielle stabilitet herhjemme, Det Systemiske Risikoråd, til at blæse i advarselsfløjten.

Rådet konkluderer efter sit seneste møde, at der fortsat er høj risiko for pludselige ændringer i opfattelsen af risici og dermed for kraftige fald i aktivpriserne.

"De økonomiske udsigter og den lave risikoopfattelse kan give incitament til øget risikotagning hos kreditinstitutter og finansielle investorer. Det er vigtigt, at långivere, investorer og låntagere sikrer sig, at de kan modstå rentestigninger og større fald i ejendomspriserne," lyder advarslen fra rådet, der har nationalbankdirektør Lars Rohde som formand.

En måde at lægge en dæmper på den muligvis lidt for sorgløse risikoopfattelse er at pålægge långivere en større polstring ved at aktivere den såkaldte kontracykliske kapitalbuffersats, der pt. udgør 0 pct., hvor rådet stadig anbefaler, at den skal ligge – med mulighed for at sætte den i vejret.

"Bufferen kan frigives ved finansielt stress. Bufferen kan dermed reducere risikoen for, at utilstrækkelig kapitaldækning får institutterne til at stramme kreditgivningen i en grad, så realøkonomien påvirkes negativt. Det er Rådets vurdering, at indfasning af bufferen vil have en begrænset effekt på udlånsvæksten i tider med optimisme. De samfundsmæssige omkostninger ved ikke at have tilstrækkelig kapital i kriseperioder kan derimod være store," lyder det fra rådet.

"Rådet anbefaler, at den aktuelle kontracykliske kapitalbuffersats i Danmark fortsat fastsættes til 0 pct. Den aktuelle udvikling tegner imidlertid et billede af, at risici i det finansielle system er under opbygning. Det understøttes af en række indikatorer, bl.a. høj aktivitet og stigende priser på bolig- og dele af erhvervsejendomsmarkedet. Herudover er der tegn på, at kreditstandarderne lempes. Det giver, sammen med den generelt lave risikoopfattelse, anledning til ekstra opmærksomhed i forhold til den aktuelle udvikling," fortsætter rådet, som på sit møde i december vil træffe beslutning om buffersatsens fremtidige niveau.

Nationalbanken bekymret over stigende boligpriser