En del af
ANNONCE

Rådgivere på plads til 131 nye almene boliger i Aarhus

Boligkontoret Århus tildeler Dansk Boligbyg entreprenøropgaven på klynger med ungdoms- og familieboliger.

EJW Katrinebjerg Boligkontoret Aarhus Dansk Boligbyg.jpg
Foto: PR-visualisering

I alt 131 ungdoms- og familieboliger i bydelen Katrinebjerg i Aarhus skal nu opføres med Dansk Boligbyg som totalentreprenør efter at bygherren, Boligkontoret Århus, har fundet en vinder af udbuddet:

"Det her er for alvor vores start på nybyggeri. Vi har tidligere mest brugt krudt på renoveringer og moderniseringer af de eksisterende afdelinger, men nu har vi lagt nybyggerier i pipelinen. Og dem vil vi gerne gribe rigtigt og grundigt an, så vi kommer godt fra start," siger Erik Fehr, bygge- og innovationschef hos Boligkontoret Århus, i en pressemeddelelse.

Boligerne, der påtænkes bæredygtighedscertificeret i bedste klasse, opføres på den såkaldte ”Hambro-grund” på Katrinebjerg i Aarhus efter et helt nyt koncept, hvor almindelige ungdomsboliger blandes med familieboliger til Ph.d.-studerende og postdocs.

Studiehuset skabes af fire boligklynger, der indpasser sig både i det nuværende og fremtidige byrum - højere mod Helsingforsgade og lavere mod et stort gårdrum, der er en væsentlig del af projektet, fremgår det.

"Som udgangspunkt arbejdede vi med fire grundhuse, fordi projektet henvender sig til fire målgrupper. Undervejs fandt vi ud af, at et gårdrum med masser af lys, luft og plads måtte prioriteres meget højt. Og netop et stort, attraktivt gårdrum var medvirkende til, at bygherren valgte vort projekt i konkurrencen," siger afdelingsleder Bjarke R. Pedersen fra Dansk Boligbyg i meddelelsen.

Vinderteamet består udover Dansk Boligbyg af arkitekterne Adept samt Luplau & Poulsen og Opland, mens rådgivende ingeniør er Niras.

Det samlede etageareal udgør 9268 kvm, hvoraf 2054 kvm er kælder. Forventet byggestart er forår 2018, og boligerne er efter planen klar til indflytning i starten af 2020, oplyser parterne.

Aarhus-arkitekter skal tegne 72 boliger

Triumfbue på vej til Aarhus: "Et ikon for byen"

Arkitekter vinder milliardprojekt i Aarhus ved at vælge enkelthed