En del af
ANNONCE

Rambøll vinder kontrakt i Abu Dhabi på 200 mio. kr.

Rambøll er valgt som totalrådgiver på opførelsen af bolig- og erhvervsbyggeri i et nyt 18 hektar byudviklingsområde i de Forenede Arabiske Emiraters hovedstad. Også dansk arkitektvirksomhed er en del af projektet.

EDW Makers District Model Rambøll Big Abu Dhabi.jpg
Foto: PR

Rådgivervirksomheden Rambøll skal stå for udviklingen af et byområde på Reem Island i Abu Dhabi, hovedstaden i de Forenede Arabiske Emirater. Kontrakten har en værdi af 200 mio. kr., skriver Rambøll i en pressemeddelelse.

Makers District bliver et byområde på 18 hektar med totalt 250.000 kvm byggeri bestående af hoteller, boliger, kontorlokaler og detailhandel, når det står færdigt i 2020. Rambøll er valgt som totalrådgiver af ejendomsudvikleren Imkan på første fase af Makers District og vil over en treårig periode levere alle designdiscipliner og byggeledelse.

"Dette er et stort og vigtigt projekt for vores team i Mellemøsten. Vores byggeridivision er i forvejen involveret i adskillige højhusprojekter i regionen. At vi kan underskrive kontrakten på dette prestigefulde projekt cementerer vores position som en af de førende design og rådgivningsvirksomheder inden for byggeri," siger Søren Holm Johansen, koncerndirektør hos Rambøll, i meddelelsen.

I opførelsen vil Rambøll arbejde tæt sammen med arkitektfirmaerne BIG og hollandske MVRDV, som har udviklet det arkitektoniske koncept.

"Makers District er det første byudviklingsprojekt af sin slags i regionen. Vi har udført et omfattende researcharbejde for at afdække behov og ønsker hos de unge og kreative kunstnere, som i øjeblikket er begrænset i deres valg af arbejde og bolig. Makers District vil imødekomme behovene hos makerne, og området bliver et pulserende knudepunkt i hjertet af Abu Dhabi til gavn for slutbrugere, investorer og det bredere samfund," siger Walid El Hindi, adm. direktør i Imkan, i meddelelsen.

Rambøll har over 13.000 medarbejdere fordelt på 300 kontorer i 35 lande.

Rambølls omsætning og driftsresultat står stille

Rambøll udvider i Aalborg og kaprer partnere hos konkurrent

Bjarke Ingels får grønt lys til kirkebyggeri