EjendomsWatch

Discountkæde lukker over 70 supermarkeder

Ca. 1600 ansatte i Kiwi mister deres job, når Dagrofas discountkæde lukker.

Danmarks tredjestørste dagligvarekoncern Dagrofa har besluttet at lukke discountkæden Kiwi i Danmark.

"I Dagrofa har vi en ambition om at levere de bedste fødevareoplevelser. Det er vi lykkedes med i dagligvarekæden Meny og i Foodservice Danmark, der bl.a. leverer catering og take awayløsninger til professionelle. Vi er også bedst lokalt med vores Spar, Min Købmand og Let-Køb butikker. Men vi er ikke – på trods af massive investeringer – bedst til discount. Derfor lukker vi nu Kiwi i Danmark efter flere år med underskud og fokuserer på det, vi er bedst til," siger koncernchef i Dagrofa, Per Thau, i en pressemeddelelse.

Discountkæden Kiwi blev lanceret i Danmark i 2008 og omfatter i dag 103 butikker fordelt over hele landet, hvoraf ca. 30 af butikkerne konverteres til enten Spar eller Meny. De resterende butikker lukkes over de kommende måneder.

"Der sker store ændringer i dagligvarehandelen i disse år. Konkurrencen på discountmarkedet er benhård, og danskerne flytter en del af deres forbrug væk fra dagligvarebutikkerne i retning af take away, restauranter og catering, her har Foodservice Danmark en stærk position og et stort potentiale. Med andre ord mindre mad hjem til køkkenet og mere færdigmad. Og den del, der skal med hjem i køkkenet, skal være topkvalitet. Det fortæller os, at vi skal satse på det, vi er bedst til," fortsætter Per Thau.

"Lukningen af Kiwi fjerner 9 pct. af Dagrofas koncernomsætning, men i Meny og Spar har vi kæder, hvor der er fremgang, potentiale og indtjening. Dem styrker vi nu ved at udvide med nogle af de lukkede Kiwi -butikker," siger Per Thau.

Lukningen berører ca. 2400 medarbejdere, herunder butikspersonale, lagerpersonale og ansatte i supportfunktioner. Omkring en tredjedel af disse medarbejdere fortsætter i funktioner under de konverterede butikker. Der iværksættes endvidere en række tiltag for at hjælpe de opsagte medarbejdere til at komme videre.

"Beslutningen om at lukke Kiwi-kæden har ikke været nem at træffe. Hele Kiwi-organisationen har gjort et kæmpe stykke arbejde med udviklingen af Kiwi. Men vi må bare erkende, at det ikke er lykkedes for os at få rigtig fodfæste på et discountmarked, som er præget af hård konkurrence og manglende indtjening. Som koncern har Dagrofa naturligvis et ønske om at blive profitabel. Med dagens beslutning om at fokusere på vores kernekompetencer forventer vi, at det kommer til at ske senest i 2019," siger Per Thau.

Dagrofa-koncernen har endnu ikke præsenteret regnskab for 2016. Men i 2015 omsatte den for 19,6 mia. kr. og havde et underskud før skat på 198 mio. kr.

(Denne artikel er leveret af FødevareWatch — et søstermedie til EjendomsWatch.)

Forsiden lige nu

Kapitalfond indleder dansk offensiv – køber storcenter med 75 butikker

Verdens største kapitalforvalter, Blackrock, er tilbage på det danske ejendomsmarked med en trecifret millioninvestering. Den markerer startskuddet til en opkøbsoffensiv, der vil blive yderligere synlig de kommende måneder, siger nordisk direktør i et interview med EjendomsWatch. Dansk partner med branchefolk ombord har været rådgiver.

TK-formand bebuder salg af tabsgivende butikscenter hurtigst muligt

Med en beslutning om at nedskrive værdier for i alt 405 mio. kr. baner TK Development vej for, at det tabsgivende butikscenter Sillebroen i Frederikssund kan få ny ejer. Den hidtidige værdi har langt fra stået mål med omsætningen. Over for EjendomsWatch uddyber TK's bestyrelsesformand nedskrivningen og beskriver en ny direktørs opgave.

Seneste Rådgivere

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier