ANNONCE

Dansk Mipim-vinder: Som at vinde Champions League

Den danske ejendomsbranche leverer år efter år toppræstationer i kampen om de eftertragtede Mipim-priser, som uddeles på verdens største ejendomsmesse. EjendomsWatch har talt med nogle af de seneste års vindere om, hvad det betyder at hive trofæet hjem.

EJW Torben Modvig NCC Bolig.jpg
Torben Modvig, adm. direktør for NCC Bolig. | Foto: PR

Ti gange i løbet af de seneste 19 år har danske arkitekter og bygherrer kunnet hæve det eftertragtede trofæ, Mipim Award, som er en af den internationale ejendomsbranches allermest eftertragtede anerkendelser af et byggeprojekt. I næste uge uddeles den igen, og Danmark er nomineret i tre kategorier.

Danmark kan vinde sin 11. pris på dette års Mipim-messe

Men hvor betydningsfuldt er det at vinde prisen?

"Man kan vel sige, at vi gik fra vinde Superligaen til at vinde Champions League," lyder det muntert fra adm. direktør Torben Modvig fra NCC Bolig, til EjendomsWatch.

Sidste år var han og hans virksomhed med til at vinde prisen for boligbyggeriet Krøyers Plads i København, der tog prisen som det bedste i verden. I år er NCC igen med i kampen om prisen som bedste innovative grønne bygning med Company House i Gladsaxe, hvor NCC i øvrigt selv har domicil.

"Der bliver jo lagt mærke til ens virksomhed, og det gør det nemmere at komme i dialog med bygherrer og investorer. Interessentkredsen får et løft. Man bliver respekteret som en seriøs spiller," fortsætter Torben Modvig.

Vinder af Mipim-pris to gange

NCC løb også med en Mipim-pris for bedste boligbyggeri i 2013, dengang for boligbyggeriet Isbjerget i den nye bydel Aarhus Ø på Aarhus Havn.

Dan Stubbergaard, der er grundlægger og kreativ direktør i arkitektfirmaet Cobe, mener ikke, at der er en præcis og målbar effekt af at vinde en Mipim-pris.

Han har vundet den to gange. Første gang i 2012 for renoveringen af Biblioteket på Rentemestervej i København NV og sidste år, hvor han sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter var med til at vinde for boligbyggeriet Krøyers Plads.

"Det er en anerkendelse af, at man har gjort et godt stykke arbejde. Og at man har kæmpet for kvalitet i arkitekturen. Og det er det hele værd. Lige når man har fået prisen er der jo også en del medieståhej. Det betyder selvfølgelig også noget. Men man kan ikke sige, at der var fem kunder, der ringede, fordi vi havde fået prisen," siger Dan Stubbergaard til EjendomsWatch.

Han mener dog, at de mange priser til Danmark tilsammen gavner branchen.

"Danmark er efterhånden et af de lande, der gennem årene har hevet flest Mipim-priser hjem. Det viser, at vi kan noget helt særligt. Der er en nordisk bølge i forhold til arkitektur og byudvikling, som oplever stor bevågenhed. Vi er kendt for høj liveability," noterer Dan Stubbergaard.

Möger med i opløbet i år

Pensionsselskabet Pensiondanmark vandt sin første Mipim-pris for boligbyggeriet Isbjerget på Aarhus havnefront i 2013. I år er selskabet med adm. direktør Torben Möger Pedersen i front med på holdet bag det nominerede Company House Gladsaxe

"Det er en fantastisk anerkendelse af innovationskraften. Gladsaxe Company House er det første danske byggeri, der har opnået bæredygtighedscertifikatet DGNB Platinum. Nomineringen bekræfter, at vi viser nye veje, som vækker opmærksomhed og begejstring blandt internationale aktører. For os er det en bekræftelse af, at vi skal videre ad den vej,” siger Torben Möger Pedersen til EjendomsWatch.

Han har mærket, at en Mipim-pris har været med til at styrke Pensiondanmarks omdømme.

"Prisen har bekræftet vores motto, som er: 'Do good and do well.' Den internationale anerkendelse betyder, at vi bliver kendt i udlandet, og at der er interesse for os som investor, særligt i EU. Vi får på den måde lettere adgang til projekter," siger Torben Möger Pedersen.

Aarhus bruger pris til markedsføring

En Mipim-pris kan også styrke en hel bys udvikling og selvforståelse, som det skete, da boligbyggeriet Isbjerget i Aarhus vandt den første Mipim-pris uden for København.

"Vores ambitioner for den nye havnebydel var og er tårnhøje. Det er utroligt vigtigt for Aarhus Ø’s brand at få slået fast, at her skabes markant arkitektur i verdensklasse. Derfor har vi brugt prisen rigtigt meget i vores markedsføring af Aarhus Ø, og der er skrevet meget om 'prisvindende arkitektur'," siger Bente Lykke Sørensen, til EjendomsWatch. Hun står i spidsen for Aarhus Kommunes store byudviklingsprojekter.

Aarhus går fra stor by til storby

Isbjerget er da også netop for nyligt blevet nævnt på New York Times’ liste over 52 steder at besøge i verden i 2016.

Aalborg klar med 17 projekter til Mipim-messen