ANNONCE

Billig løsning kan blive dyr for sygehusbyggeri

Formanden for Danske Kloakmestre frygter rotteproblemer på det nye supersygehus i Aarhus, da der er valgt kloakrør af plast frem for stålrør.

EDW Aarhus Supersygehus Byggeri.jpg
Aarhus Universitetshospital Skejby kan få rotteproblemer, fordi man anvender kloakrør af plast frem for rustfrit stål, advarer Danske Kloakmestre. | Foto: Gregers Tycho/Polfoto

Formanden for Danske Kloakmestre, Henning Lübcke, råber vagt i gevær i forhold til kloakkerne på det nye universitetshospital i Skejby ved Aarhus. Han mener, at bygherrerne begik en fejl, da de valgte en løsning med billigere plasticrør i steder for rør i rustfrit stål. Det skriver Jyllands-Posten Aarhus.

"Jeg er sikker på, at der kommer problemer med rørene på Skejby. Efterhånden som vi får skiftet de gamle kloakrør ud rundt omkring, vil rotterne søge andre græsgange. Og de vil gerne bo i kloakkerne. Vi er allerede begyndt at se dem begynde at gnave sig ind i plastrør andre steder," siger Henning Lübcke til Jyllands-Posten Aarhus.

Ifølge Henning Lübcke er rustfri rør den eneste sikre løsning, hvis man vil slippe for de uvelkomne gnavere. De rustfrie stålrørs materialer er syv gange så dyre, som dem i plast.

Projektleder for det byggetekniske område på Skejby, Hans Skov påpeger, at plasticrør stadigvæk er godkendt til kloakker under bygninger, og man skeler til anlægsomkostningerne. Hele byggeriet af supersygehuset har et budget på 6 mia. kr.

Byggerier strider mod højhuspolitik i Aarhus

Aarhus går fra stor by til storby