ANNONCE

Christine Thorsen træder ind i MT Højgaard-bestyrelsen

Beslutningen blev truffet på selskabets ordinære generalforsamling.

Den ordinære generalforsamling i MT Højgaard har onsdag valgt Christine Thorsen som nyt medlem af bestyrelsen. Hun tager over efter Mats Jönsson, der har valgt at træde ud, skriver selskabet i en meddelelse.

Christine Thorsen var indstillet af MT Højgaard-koncernens to ejere, Højgaard Holding, der ejer 54 pct. af selskabet, og Monberg & Thorsen, der ejer 46 pct.

Det nye bestyrelsesmedlem er formand for Ejnar og Meta Thorsens Fond og ANT-Fonden samt menigt medlem af Monberg & Thorsen-bestyrelsen.

Christine Thorsen, hvis uddannelser tæller en MBS i forandringsledelse, er stifter af og direktør i konsulentvirksomheden Dynamic Approach. Hun har erfaring med entreprenørbranchen - blandt andet gennem tidligere ansættelse i Monberg & Thorsen.

/ritzau/FINANS