ANNONCE

Entreprenørkoncernen KPC runder to mia. kr. på toplinjen

Aflevering af en række store projekter samt en stor ordrebeholdning giver gode udsigter for i år, lyder det fra topchefen. Danish Crown-chef ny formand.

EJW KPC Skejby.jpg
KPC-koncernens hidtil største projekt er OPP-projektet med at opføre et nyt psykiatrisk hospital i Skejby, som her ses illusteret. | Foto: PR-illustration

Den Herningbaserede entreprenørkoncern KPC kom ud af 2015 med et rekordresultat på 181 mio. kr. før skat. Omsætningen steg med 50 procent til 2,2 mia. kr., oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

"Væksten har været ligeligt fordelt mellem afdelingerne i Herning og København, og byggeaktiviteterne har primært fundet sted i større danske byer som København, Aarhus, Esbjerg og Odense," lyder det fra adm. direktør Bo Knudsen.

I årets løb afleverede KPC flere store projekter – blandt andet det nye grønttorv Copenhagen Markets på 67.000 kvadratmeter i Taastrup, det nye trafiktårn i København, hvor Banedanmark og Vejdirektoratet har til huse, samt boligprojektet Harbour Park i Århusgade-kvarteret i København.

Venter ny fremgang i år

"De seneste års vækst er blandt andet drevet af, at KPC har udviklet langvarige samarbejdsrelationer med en række nøglekunder især inden for den finansielle sektor. Kunderne i dette segment vil også fremadrettet være rigtigt vigtige for KPC," siger Bo Knudsen, der betegner ordrebeholdningen som god.

"Hvis vi fortsat kan undgå at lave fejl, vil 2016 også vise fremgang," lyder det.

Blandt de igangværende byggerier er højhuset Uptown og Pandoras nye domicil i København, Skanderborg Rådhus og indkøbscenteret Broen i Esbjerg.

Ved generalforsamlingen onsdag fik KPC Holding ny bestyrelsesformand, idet Peter Leschly, 79 år, efter 20 år på posten stoppede. Han afløses af Kjeld Johannesen, topchef i Danish Crown.