EjendomsWatch

Syv investorer vil bygge boliger og oplevelsesmekka i Aalborg

Sammen med tegnestuen Big vil lokale investorer sætte mere liv i Aalborgs havnefront. Anslået pris: 1 mia. kr.

Syv nordjyske investorer er gået sammen om at skabe et oplevelsesmekka for alle med interesse i sjældne biler, supersportsvogne og motorcykler, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det er tanken at opføre en ottetal-formet remise, der skal være et levende musum for bilentusiaster og med plads til 350 køretøjer.

"Noget tilsvarende findes i bl.a. Berlin og Stuttgart, hvor bilremiser er blevet et stort tilløbsstykke og et mekka for alle, der har lyst til at udstille eller bare se på dyre, sjældne, usædvanlige eller klassiske biler og motorcykler," hedder det.

Som en del af projektet ønsker investorerne at opføre et 107 meter højt tårn med lejligheder, der alle får en unik udsigt.

"Vi vil gerne opføre dette arkitektoniske mesterværk, fordi vi elsker biler og ønsker at dele vores kærlighed med alle, der har lyst til at bruge huset eller bare komme og kigge ganske gratis. Samtidig har vi ønsket at skabe et lejlighedsfyrtårn, der sammen med de to øvrige Big-projekter i Aalborg for alvor vil sætte byen og Nordjylland på verdenskortet," siger den ene af de syv investorer, Eigild Christensen, i meddelelsen.

"Projektet binder hele havnefronten sammen og sikrer for første gang, at man kan gå fire kilometer langs det, der i vores optik er på vej til at blive landets mest attraktive havnepromenade. Vi er oprigtigt stolte over idéen, men i sidste ende skal politikerne naturligvis først tage endeligt stilling til planerne, før de kan realiseres," fortsætter han.

Bag projektet står desuden Mads Peter Veiby, Jacob Christensen, Jørgen Bønsdorff, Jan Nygaard, Mark Nielsen og Jacob Bang, fremgår det.

Forsiden lige nu

Seneste Investorer

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier