EjendomsWatch

Pensionskasse køber 11 Goldschmidt-ejendomme

Ejendomskoncernen M. Goldschmidt Holding har solgt en portefølje i Storkøbenhavn for at fokusere på nybyggeri i Nordsjælland. Prisen er 900 mio. kr. (Opdateret)

Mikael Goldschmidt, stifter, ejer og adm. direktør i M. Goldschmidt Holding.

(Artikel opdateret 8. september kl. 10:40 med oplysninger om pris samt citater fra Lægernes Pension og M. Goldschmidt Holding.)

Lægernes Pension har i en porteføljehandel købt 11 ejendomme i Storkøbenhavn på over 50.000 kvm af M. Goldschmidt Holding. Prisen er ifølge EjendomsWatch' oplysninger 900 mio. kr.

"Frasalget sker samtidigt som et led i min beslutning om at igangsætte etapevis opførelse af 1300 boliger i Hillerød bymidte, hvor koncernen ejer et stort jordstykke. Vi ser meget frem til om kort tid at igangsætte de første byggerier i Hillerød, der er den eneste by udover Storkøbenhavn, der kan garantere tilførsel af 10.000 nye arbejdspladser bl.a. på grund af opførelsen af det nye supersygehus, som vil ske parallelt med opførelsen af vores boliger," siger Mikael Goldschmidt, stifter, ejer og adm. direktør i M. Goldschmidt Holding, til Børsen.

Porteføljen omfatter ejendommen Enghavevej 40 med spillestedet Vega på Vesterbro, kontordelen af det prisbelønnede 8tallet-kompleks i Ørestad Syd, fem ejendomme på Frederiksberg og to blandede ejendomme nær det kommende indkøbscenter Kronen Vanløse.

"For os er det en interessant investering med udsigt til at kunne give vores medlemmer et fornuftigt og langsigtet afkast. Der er tale om veldrevne ejendomme i hovedstaden med en god risikospredning mellem kontor og boliger fordelt på mange lejere. Flere af ejendommene har desuden et udviklingspotentiale med fx ekstra byggeretter og mulighed for at udnytte tagetager," siger Jan H. Willard, chef for aktier og alternative investeringer i Lægernes Pension, i en pressemeddelelse.

Både Hillerød og hovedstad

M. Goldschmidt Holding-koncernen har ifølge pressemeddelelsem stadig en todelt strategi for ejendomme i hovedstaden. Dels vil man investere langsigtet i området ved Grønningen og det centrale København omkring Østerport Station, dels at investere til udvikling og videresalg i Storkøbenhavn.

"Vi er meget tilfredse med handlen, som sker efter en god proces og på et tidspunkt med efterspørgsel på centralt beliggende ejendomme i hovedstaden. Med Lægernes Pension får ejendommene en god og langsigtet ejer, som kan videreudvikle dem, mens vi kan koncentrere kræfterne om at udvikle og opføre 1300 boliger i det centrale Hillerød," siger Søren Bjørn Hansen, viceadm. direktør i M. Goldschmidt Holding, i meddelelsen.

Transaktionen er formidlet af Lintrup & Norgart som rådgiver for M. Goldschmidt Holding. Lægernes Pension har under forhandlingerne været repræsenteret af Fokus Asset Management, som også skal forvalte og administrere ejendommene.

Lægernes Pension, der varetager pensionsopsparingen for omkring 41.000 læger i Danmark, købte tidligere i år to københavnske erhvervsejendomme tæt ved netop spillestedet Vega på Vesterbro.

Pensionskasse køber ejendomme for knap 300 mio. kr.

Goldschmidt forøger milliontab på nordsjællandsk slot

Goldschmidt løfter driftsindtjeningen: "Meget tilfredsstillende"

Forsiden lige nu

Seneste Investorer

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier