EjendomsWatch

By & Havn etablerer nyt partnerskab med Pensiondanmark

Med et fællesejet projektselskab skal 178.000 etagemeter byområde i Ørestad Fælled Kvarter udvikles over de kommende 10 år. Pensiondanmark trak det længste strå i udvælgelse.

Pensiondanmark-direktør Torben Möger Pedersen.

Andre samarbejdspartnere var i spil, men det blev pensionskassen Pensiondanmark, som sammen med byudviklingselskabet By & Havn skal udvikle byområdet Ørestad Fælled Kvarter over de kommende 10 år, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Det nye projektselskab forventer, at der bliver ca. 178.000 etagemeter boliger i Ørestad Fælled Kvarter. Tre fjerdedele vil bestå af private udlejningsboliger og ejerboliger, som projektselskabet forventer at opføre, mens de sidste 25 pct. vil være almene boliger. Hertil kommer parkering og kommunale institutioner.

"Det er sjældent, der opstår en mulighed for at investere i en hel bydel, der tilmed har et bæredygtigt tankesæt, og vi er meget glade for at blive en del af projektet. Det er en stor investering, der forventes at give et stabilt langsigtet afkast til vores medlemmer, give god beskæftigelse i byggefasen og levere boliger af høj kvalitet til almindelige familier ”, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pensiondanmark, i meddelelsen.

Kramer: En solid investor

Aftalen er betinget af, at Pensiondanmark gennemfører en tilfredsstillende due diligence vedrørende jordbundsforhold og masterplan, samt at Københavns Kommune — der ejer 95 pct. af By & Havn — vedtager en endelig lokalplan for området.

"Vi har i Pensiondanmark fundet en solid investor og en erfaren, kompetent sparringspartner. Vi vil udvikle Ørestad Fælled Kvarter som et bæredygtigt bykvarter, hvor både bygninger og byområdet bæredygtighedscertificeres efter DGNB. Det er et felt, vi begge har lagt stor vægt på, og som vi har mange års erfaring med," siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn, i meddelelsen.

By & Havn har i samarbejde med Brunswick Real Estate gennemført en screening af mulige samarbejdspartnere. På baggrund af denne proces valgte By og Havn at forhandle med Pensiondanmark.

Når Ørestad Fælled Kvarter er opført, vil selskabet overgå fra at være bygherre til at varetage udlejning og salg af boliger.

Almene selskaber glæder sig

Kvarteret udvikles som et bæredygtigt boligområde i samspil med naturen. Der vil være begrænset biltrafik i kvarteret, og boligernes facader beklædes med naturmaterialer som f.eks. sten, tegl og træ, fremgår det.

Projektselskabet har været i dialog med flere almene boligselskaber, da det er vigtigt for selskabet, at det kommende kvarter får en blandet beboersammensætning.

Christian Høgsbro, adm. direktør i AAB siger i meddelelsen:

"Vi skal have plads til alle i København og særligt i de nye byudviklingsområder skal vi tænke forskellige boligtyper ind, så det ikke kun bliver for de velstillede. Netop forskelligheden kan give en god dynamik i både gamle og nye kvarterer," siger han

Fra Jens Elmelund, adm. direktør i boligadministratoren KAB lyder det:

"København har vokseværk, og vi har hele tiden brug for boliger — både til de unge og de ældre, dem med høje og dem med lave lønninger. I Ørestad Fælled Kvarter får helt almindelige københavnere mulighed for at flytte ind i et meget attraktivt kvarter. Det er en gevinst for alle."

Investor: Ørestad er bedre end sit rygte

Kramer nærmer sig et frasalg af 60.000 etagemeter i Ørestad

By & Havn øjner butiksgennembrud i Nordhavn

Forsiden lige nu

Seneste Investorer

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier