En del af
ANNONCE

PFA bygger hotel i Nordsjælland

Pensionskassen investerer 210 mio. kr. i hotelbyggeriet. Detail og boliger målrettet et bestemt segment er også en del af planerne.

EDW Michael Bruhn PFA.jpg
Foto: PR

Planerne har ligget klar længe og ventet på en investor, men nu står det klart, at PFA Ejendomme vil investere 210 mio. kr i hotel og boliger på Markedspladsen midt i Hillerød, få hundrede meter fra Frederiksborg Slot.

Det oplyser adm. direktør i PFA Ejendomme, Michael Bruhn, til Frederiksborg Amts Avis.

"Vi tror på Hillerød og har afsluttet forhandlingerne om køb af Markedspladsen," siger han.

PFA Ejendomme vil opføre et hotel på 3000 kvm, 5000 kvm seniorvenlige boliger og et supermarked på 1600 kvm.

Hotellet bliver et budgethotel, som PFA Ejendomme vurderer vil finde sine gæster hos de store virksomheder i Hillerød samt turister.

"Det er et fint hotel, som vi tror kommer til at passe til den efterspørgsel, der er hos Novo Nordisk, Foss, og de andre store virksomheder i Hillerød," siger Michael Bruhn.

Hotellet skal drives af en hoteloperatør, men ifølge Michael Bruhn er der ikke truffet nogen endelig aftale. Han kan heller ikke oplyse, hvilket supermarked der skal ligge i ejendommen.

"Vi vil gerne i gang så hurtigt som muligt, men projektet skal lige færdigbearbejdes, og så skal det formelle på plads," siger han.

Hotellet i Hillerød bliver ikke det første hotel blandt PFA Ejendommes investeringerne. Pensionsselskabet har gang i tre hotelprojekter i København, blandt andet ved Kastrup Lufthavn. Uden for København er PFA med til at opføre 4-stjernede Hotel Alsik ved havnen i Sønderborg, skriver standby.dk.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Frederiksborg Amts Avis.)

PFA Ejendomme køber for 850 mio. kr. kontorer i Aarhus

Datea fortsætter vigtig kundeaftale med PFA

Idemagere bag H.C. Andersen-tårn fnyser over skeptiske investorer