En del af
ANNONCE

Goldschmidt får vigtig afgørelse om 1250 nye boliger i Hillerød

Projekt, der har afventet Natur- og Miljøklagenævnet, er kommet et stort skridt videre at blive realiseret.

EDW Mikael Goldschmidt.jpg
Foto: Jyllands-Posten/Peter Nørby

Et omdiskuteret boligprojekt med på sigt 1250 boliger i området Frederiksbro ved Hillerød er rykket et afgørende skridt frem mod at blive til virkelighed.

Investoren bag, M. Goldschmidt Holding, oplyser i en pressemeddelelse, at et antal klager, der har været indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet nu er afvist, og dermed er kommunens lokalplan for området endelig.

"Det er med stor glæde, at vi har fået afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet på de klager, der har været indsendt på lokalplanen for Frederiksbro-projektet i Hillerød. Vi har stået i et vaccum det sidste års tid," hedder det i meddelelsen, som projektdirektør Ulrik Bebe står som afsender af.

M. Goldschmidt Holding, der er helejet af Mikael Goldschmidt, roser, at det tilsyneladende har haft effekt, at regeringen har gjort en indsats med, at få fremmet afgørelserne på klager i Natur- og Miljøklagenævnet.

"Det betyder, at vi nu kan gå i gang med at realisere projektet og indsende byggeansøgning til Hillerød Kommune," fortsætter det i meddelelsen.

Ud af projektets samlede 119.000 etagemeter og 1250 boliger, forventer M. Goldschmidt Holding at igangsætte byggeriet af 250 boliger i løbet af efteråret 2017, således at indflytning i de første lejligheder kan ske til foråret 2019.

Den første etape vil blandt andet indeholde et punkthus på 15 etager med 60 lejligheder – de fleste med udsigt ud over Frederiksborg Slot, Hillerød by og Tirsdagsskoven.

"Afgørelsen vil også have stor betydning for Hillerød Kommune, da projektet nu kan komme i gang. Udover byggeriet, vil også den nye infrastruktur blive igangsat. Dermed vil den meget centralt beliggende byggegrund blive et attraktivt boligmiljø lige midt i Hillerød By," lyder det videre.

Ejendomsudvikleren kalder timingen perfekt, set i lyset af, at det kommende regionshospital ventes færdigopført i 2023 og samtidig ventes Novo Nordisk at skabe andre ca. 450 nye arbejdspladser i området i forbindelse med medicinalkoncernen nybyggerier.