En del af
ANNONCE

Gentofte på jagt efter Mærsk-milliarder

Gentofte Kommune mener, at Skat har "fiflet", så staten får boafgift.

maersk50.jpg
Foto: PR-foto/Maersk

Gentofte Kommune stævner Skat for at få del i boafgiften efter en række afdøde personer, der har boet i Gentofte Kommune, skriver Politiken Søndag. I første omgang kræver kommunen 5,3 mio. kr., som den mener, den burde havde haft udbetalt som sin andel i boafgiften efter 31 Gentofteborgere.

Derefter er kommunen klar til at rejse krav om at få udbetalt 1,5 mia. kr. i afgift fra boet efter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, som døde i april 2012.

"Ingen skal være i tvivl om, at vi gør, hvad vi kan, for at forfægte vores ret til de 1,5 mia. kr.," siger borgmester Hans Toft (K) til Politiken Søndag.

Hovedreglen er, at den kommune, som en borger har boet i, skal have en tredjedel af den skat, som skal betales af et dødsbo. Da det stod klart, at boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller skulle betale 4,6 milliarder kroner i skat, havde Gentofte udsigt til at få en indtægt på 1,5 mia. kr., og kommunens borgere, ansatte og virksomheder var allerede begyndt at komme med forslag om, at pengene skulle bruges til nye sportsanlæg, plejehjem, daginstitutioner eller kulturtilbud.

Men det viste sig, at kommunen ikke fik en krone. I 2015, da pengene var ventet, tilfaldt der alene kommunen syv millioner kroner i skatter fra andre dødsboer.

Det fik borgmesteren til at bede sine embedsmænd kulegrave sagen, og resultatet har fået Hans Toft til at sikre sig politisk opbakning til at stævne Skat.

Loven fastslår, at kommunens andel af boafgiften skal afregnes på "grundlag af de oplysninger, som foreligger den 1. maj i året 2 efter dødsåret."

Skat har, fremgår det af stævningen, fortolket reglen sådan, at en kommune kun har krav på at få andel i boafgiften, hvis Skat har modtaget boopgørelse, færdigbehandlet sagen, beregnet skatten og til sidst har foretaget en endelig indberetning i Skats økonomisystem.

Det betyder, skriver kommunens advokat, Hans Severin Hansen fra Plesner, at det "beror på en række administrative forhold hos Skat, som Skat (staten) selv er herre over," om en kommune "får en andel af dødsboskatten ved et givent bo, eller om staten tager det hele."

Kommunen har fået oplyst, at i 31 tilfælde havde Skat modtaget boopgørelsen før 1. maj i det andet år efter dødsfaldet. Skat havde også inden 1. maj færdigbehandlet boerne og udskrevet skatteberegningen. Men Skat havde først foretaget den endelige indberetning i bogføringssystemet efter 1. maj. I nogle tilfælde har det taget regnskabsafdelingen i Skat »op til 2 måneder at indberette de færdige sager«, skriver advokaten.

Kommunen var derfor ikke berettiget til en andel af boafgiften, mener Skat, og dermed mistede Gentofte 5,3 millioner.

"Det kalder jeg en fuldstændigt forargelig administration. Det er direkte fifleri med love og regler," siger Hans Toft til Politiken Søndag. Borgmesteren er selv gået "fra bekymring til skepsis til at have fuldstændig mistillid" til Skat.

(Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken).